For at komme til Kipili skulle vi på en 30 timers lang sejl tur med Liemba. Liemba er et gammelt skib som i 1916 blev fyldt med cement og sunket. I 1924 blev skibet fundet igen, det blev renoveret og fra 1927 blev det genansat som passagerskib på Tanganyika søen, og det har det sejlet lige siden – så ja, det er en gammel skrotbunke, men den sejler stadig! Liemba er udover at være passagerskib også centrum for en masse handel! Så undervej lagde Liemba til i flere havne og her kom der mange små både ud for at sælge og tage varer med tilbage til de små landsbyer.
Vi havde fået af vide, at vi skulle være ved båden kl. 15.00 for at sejle kl. 16.00 men vi sejlede først kl. 18.45. Med denne lille forsinkelse ville vi være i Kipili omkring. Kl. 01.00 men der kom flere og flere forsinkelser og vi var først i Kipili kl. 07.00.
Vi havde nogle rigtig gode dage i Kipili. Vi fik set ”hele” Kipili by, som ikke er ret stor, vi så et kirkeruin, var ude og bade og nød udsigten ud over søen fra terrassen.
På grund af den sene ankomst til Kipili var Liemba også forsinket på vej hjem. Vi skulle have været af sted dagen efter vi var kommet men Liemba var en dag forsinket, dette gav os endnu en dejlig dag i Kipili. På denne ekstra dag var vi med til en afslutningsfest for et Hollandsk par, som skulle hjem. Her fik vi lov til at spise med fingrene – en anderledes men sjov oplevelse. Vi have fået af vide at Liemba ville komme kl. 08, så vi stod tidligt op for at være klar. Klokken blev 9, og den blev 10 og vi gik med i kirke. Det var en dejlig gudstjeneste med voksen og børnekor. Lige da gudstjenesten var færdig fik vi besked om at Liemba var på vej. Vi fik sagt farvel og gik ned mod kajen, hvor vi satte os i en lille båd som skulle sejle os ud til Liemba.
Vi blev sejlet ud til båden og kom godt ombord. Vi skulle kravle ind i et lille hul i skroget og kom derved ind i bunden af skibet. Turen hjem gik fint og vi nåede Kigoma allerede kl. 20 næste aften, så det var en dejlig kort tur. Men vi kunne først komme af båden næste morgen klokken 8, så vi skulle blive og sove på båden, selvom vi kunne se Kigoma – det var godt nok træls… Vi havde en god nat og kom godt i land næste morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar